- Denne begivenhed er allerede afholdt.
L’Arpeggiata
søndag, 10 oktober 2021 kl.19:30 - 21:30
Kr.200
L’Arpeggiata er et specialensemble, skabt og ledet af den alsidige og ukonventionelle østrigske musiker, Christina Pluhar (nu bosiddende i Paris), der spiller adskillige instrumenter, såsom lut, theorbe, barokharpe mm. Ensemblet har specialiseret sig i 1700-tallets italienske og spanske musik. De tager udgangspunkt i barokkens improvisationsteknikker og videreudvikler dem med inspiration fra folkemusik og jazz. Ensemblets medlemmer kommer fra mange lande og hører til de bedste solister i Europa på deres respektive instrumenter. De arbejder sammen med nogle af de mest prominente sangere og vokalgrupper, såsom kontratenorerne Philippe Jarousski og Jakub Józef Orlinski, sopranen Nuria Rial (som gæstede Aalborg Kammermusikforening i 2019), og Kings Singers. De har en imponerende række prisbelønnede CD-udgivelser bag sig, og de optræder på de vigtigste festivaler i Europa, men har også gæstet USA, Hong Kong og Australien.
Aftenens program er typisk for ensemblet: det er bygget op omkring den ekstatiske syditalienske dans La Tarantella, som ansås for at have helbredende virkninger, især i forhold til bid af den giftige edderkop, tarantula. Gennem musik, dans og sang belyses de mangesidige aspekter af mytologien omkring denne magiske dans af L’Arpeggiatas fremragende musikere, den verdenskendte danser og folkesanger, kontratenoren Vincenzo Capezzuto og danseren Anna Dego.
Fotos: Michal Nowak