- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Afiara Quartet
fredag, 11 januar 2013 kl.19:30
Kr.50 – Kr.180Afiara String Quartet er en ung canadisk strygekvartet, dannet i 2006, nu bosat i New York, med en udstrakt koncertvirksomhed i Canada og USA. Ved siden af deres talrige koncertturnéer driver de en omfattende undervisningsvirksomhed i tilknytning til prominente uddannelsesinstitutioner som f. eks. The Banff Centre, Alberta, og i 2009-2011 var de Quartet in Residence på The Juilliard School i New York, hvor de desuden fungerede som assistenter for deres egne lærere, The Juilliard String Quartet. De gør en stor indsats for ny musik og har uropført adskillige kvartetter, skrevet specielt til dem.
Kvartetten gæster Aalborg som led i en turné på i alt 22 koncerter over hele landet, en af de
største danmarksturnéer, et udenlandsk musikensemble nogensinde har været på.
Turnéen er støttet af:
Det er Nordea Fonden, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden og Knud Højgaards Fond.
Dmitri Sjostakovitj: To stykker for strygekvartet: elegi og polka.
Carl Nielsen: Strygekvartet nr. 2 i g-mol, opus 13
Antonín Dvoák: Strygekvartet nr. 13 i G-dur, opus 106
Programnoter
Dmitri Sjostakovitj: To stykker for strygekvartet, Elegi og Polka
Sjostakovitj var kun 25, da han skrev ”Elegi og polka” for strygekvartet
i 1931. Samme år havde det kommunistiske styre travlt med at
definere en autentisk sovjetisk kunst: Naturalismen. For musikkens
vedkommende var valget ikke helt så enkelt. Sjostakovitj’ bud var
neoklassikken, som gav ham mulighed for at anvende folkloristisk
materiale og dermed bruge musikalske symboler fra kommunismens
egne byggesten: Det russiske folk.
De to stykker for strygekvartet er et typisk udtryk for den neoklassiske
flirt med alskens stilarter og brugsmusik. Denne flirt skulle senere bringe
Sjostakovitj på kollisionskurs med det kommunistiske styre.
En elegi er en klagesang med dybe rødder i den slaviske kultur. I
Rusland havde elegien ofte et politisk islæt. Tonesproget i Sjostakovitj’
Elegi er dystert og fremmaner billeder af forarmede mennesker i den
ubarmhjertige sibiriske vinterkulde, som i denne periode var plaget af en
hungersnød, der kostede op mod ni millioner russere livet.
Stykket udvikler sig nærmest i slowmotion inden musikken stiger
til et ubærligt klimaks eller klageskrig, som afløses af en næsten
impressionistisk passage, før satsen ebber ud i trøstesløs dissonans.
I Sjostakovitj’ socialrealistiske instrumentering bliver den neoklassiske
folklore snarere en systemkritisk skildring af den virkelighed, som
udspillede sig langt væk fra partikvarteret.
Den systemkritiske tone skærpes yderligere i kvartettens anden sats:
Polka. Polkaen er normalt en folkelig dans, der med enkel rytme, og
en utvetydig melodik er let tilgængelig for høj som lav. I Sjostakovitj’
Polka er store dele spillet pizzicato, dvs. ved at musikerne knipser på
strengene med fingrene. Det melodiske materiale et fragmenteret, imens
rytmen brydes af overraskende synkoperinger, der umuliggør dans.
Trods dens folkelige oprindelse, reducerer Sjostakovitj polkaen til en
stilistisk karikatur, der emmer af modernitet og borgerlig dekadence,
og dermed kan opfattes som en musikalsk antitese til den folkelighed i
kunsten som sovjetstyret kæmpede for at bevare.
I 1936 fik Sjostakovitj’ systemkritiske overtoner i operaen Lady Macbeth
fra Minsk det kommunistiske styre til at fordømme komponisten i en
årrække.
Anna Sofie Præst Schmidt (Korsør Koncerterne)
Carl Nielsen: Strygekvartet nr. 2 i g-mol, opus 13
Koncertens danske indslag lyder egentlig ikke særlig dansk. Fra første
tone driver en stærk energi det dramatiske tema fremad og vidner om en
komponist, der snarere orienterede sig mod den europæiske romantik
end mod sit hjemlands vemodige sange. Det gjorde Carl Nielsen nu
også, men han skrev i en stil, som var alt andet end hæmmet af dansk
beskedenhed. Derfor klinger dette tidlige værk med de tætte saftige
harmonier og den stærke fremdrift især af Brahms. Men Nielsen var også
en stor beundrer af den gamle mester Mozart, hvis strygekvartet i G-dur
KV 387 (”Forårskvartetten”) med sin djærve energi måske klinger med i
Nielsens værk? I hvert fald er både Brahms’ tæthed og Mozarts lethed
kendetegnende for Nielsens stil i hans g-mol-strygekvartet.
Også satsbetegnelserne fortæller om værkets rastløse energi og
svulmende romantik: Allegro energico, første sats, modstiller det
dramatiske hovedtema med et lyst og opadstræbende sidetema,
der først præsenteres af celloen. Andensatsen Andante amoroso
er kvartettens rolige tyngdepunkt, men genfinder undervejs også
rastløsheden i en hektisk midterdel før det amourøse hovedtema
vender tilbage. Scherzo: Allegro Molto er en vekslen mellem rytmisk
determination og det skødesløst sangbare.
Kvartetten er et af Carl Nielsens mest opførte kammermusikalske
værker, men der er diskussion om hvorvidt det er hans første eller anden
strygekvartet – disputten om katalogiseringen skyldes at kvartetten
blev opført første gang i 1889, men revideret til sin endelige form i
1898. Nielsen tilføjede ved denne lejlighed til sidstesatsen (som har
den passende titel Allegro: Inquieto) en finale, som modstiller temaerne
fra første og tredje sats kontrapunktisk. Til sidst klinger hovedtemaet
fra første sats, som åbnede kvartetten, men nu i dur. Og musikken
eksploderer i akkordbrydninger, der sætter punktum på passende vis –
for en kvartet, der hele vejen igennem demonstrerer Nielsens ubeskedne
overlegenhed.
Eva Tandrup Kock
Antonín Dvořák: Strygekvartet nr. 13 i G-dur, opus 106
Dvořáks 13. strygekvartet er komponeret i 1895. Den efterfulgte
et af Dvořáks mest berømte værker, den 12. strygekvartet, ”Den
amerikanske”, fra 1893. Dvořák var året forinden blevet udnævnt til
leder af The National Conservatory of Music i New York. Under hans
ophold her blev den amerikanske strygekvartet til, ligesom den lige
så berømte symfoni nr. 9, ”Fra den nye verden”, hvor komponisten
fra det gamle Europa også sætter musik til sit begejstrede møde med
Amerika. Dvořák havde medbragt den musikalske grundtanke, der
også havde båret hans virke hjemme i Tjekkiet: I bedste romantiske
ånd at søge sit materiale i selve folkesjælen, og skabe et musikalsk
udtryk, der syntetiserer folkets sange med den klassiske musiktradition.
I Amerika blev det til en udforskning af afroamerikanske og indianske
musikalske elementer, men Dvořák lader dog til at have været sig
bevidst, at en nytilflyttet tjekke næppe kunne komponere sig frem til
den amerikanske nationalsjæl. I stedet blev han bl.a. lærer for en af de
første sorte klassiske komponister, Harry Burleigh. I 1895 afbrød Dvořák
imidlertid sit andet ophold i New York efter kun et halvt år. Problemer
med hans løn på konservatoriet, dødsfald i den nærmeste familie og
stigende anerkendelse hjemme i Europa gav ham hjemve. På trods af
det amerikanske eventyr var og blev den slaviske tone rygraden i hans
musik.
Strygekvartet nr. 13 er den modne Dvořáks opsamling af de
impulser, der har virket på ham over årene. Som sådan bliver det
en helstøbt syntese af den klassiske form (det fire-satsede skema),
det nationalromantiske tonemateriale fra den slaviske tradition og en
nysgerrig vejren af det fremmedartede og nye, som få årtier senere skal
blive altdominerende i den musikalske modernisme.
Eva Tandrup Kock