- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Quatuor Modigliani
tirsdag, 25 februar 2020 kl.19:30 - 21:30
kr. 200Quatuor Modigliani blev dannet i 2003 af fire unge studerende ved det parisiske Corservatoire National Supérieure de Musique og er nu blandt de mest efterspurgte strygekvartetter i verden. De optræder jævnligt i de mest prestigebetonede koncertsale i verden: Wigmore Hall, London, Carnegie Hall, New York, Concertgebouw Amsterdam, Berlins Konzerthaus, Musikverein i Wien, og de var den første strygekvartet, der gav koncert i Hamburgs Elbphilharmonies store sal efter åbningen i 2017. De har indspillet otte CD albums, alle prisbelønnede og anmelderroste, og de gæster alle de store festivaler og er nu selv kunstneriske ledere af Rencontres Musicales d’Evian, en festival gjort navnkundig af dens tidligere leder, Mstislav Rostropovich, men som har ligget stille i 13 år, indtil kvartetten gav den nyt liv.
Kvartettens primarius, Amuaury Coeytaux, har tidligere optrådt som solist med Aalborg Symfoniorkester. De øvrige medlemmer er violinisten Loic Rio, bratschisten Laurent Marfaing og cellisten Francois Kieffer, og de spiller alle på klassiske italienske instrumenter fra 1600- og 1700-tallet. Den perfekte balance og transparente spillestil og det musikalske overblik, der karakteriserer kvartetten, placerer dette ensemble blandt den absolutte elite af klassiske strygekvartetter.
Program:
Kaija Saariaho: Terra memoria.
Ludwig van Beethoven: Strygekvartet i c mol, opus 18 nr. 4
Edvard Grieg: Strygekvartet nr. 1 i g mol. opus 27
Sted:
Musikkens Hus, Intimsalen