- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Yana Deshkova og Amalie Malling
mandag, 20 november 2023 kl.19:30 - 21:30
Kr.220Det er to dedikerede kammermusikere, der har fundet sammen i et nyt samarbejde, som vi får glæde af ved denne koncert. Yana Deshkova kender vi som koncertmester i Aalborg Symfoniorkester, og Amalie Malling er kendt fra talrige koncerter her i landet, også som solist hos Aalborg Symfoniorkester.
Yana Deshkova kommer fra Bulgarien, hvor hun begyndte sin violinundervisning i fireårsalderen. I 1991 vandt hun et studielegat til Guildhall School i London og fortsatte i 2000 sine studier i Tyskland, hvor hun bl.a studerede hos Melos Kvartetten, var 3. koncertmester i Stuttgarts Kammerorkester og selv dannede Pierrot Kvartetten, og i Aalborg er hun en af initiativtagerne til Quintillian Kvartetten.
Amalie Malling er uddannet i København hos Hermann D. Koppel og Georg Vásárhelyi. Efterfølgende har hun haft adskillige studieophold hos Alfred Brendel. Siden 1972, hvor Amalie Malling vandt førsteprisen i Den Nordiske Musikkonkurrence, har hun haft en omfattende koncertvirksomhed som solist og kammermusiker såvel her hjemme som i det øvrige Europa, USA, Canada, Japan og Kina. Som kammermusiker har hun haft et årelangt samarbejde med kendte danske ensembler som Kontra Kvartetten, Blæserkvintetten Selandia og Esbjerg Ensemble. Siden 1981 er Amalie Malling docent ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Program:
César Franck: Sonate for violin og klaver i A dur
Carl Nielsen: Violinsonate nr. 2, opus 35
Medvirkende :
Yana Deshkova, violin
Amalie Malling, klaver